Vand – det kommer jo bare ud af hanen!
Nej, så enkelt er det ikke. Vand bør bruges med omtanke!
Af Jørn Leth Espersen:
Vandværkerne opgaver har som bekendt ændret sig end del igennem de seneste år, og i dag er det ikke længere nok blot at holde pumperne i gang, så der altid er vand hos forbrugerne.
De største ændringer er sket efter 1998, hvor vandværkerne med den nye Vandforsyningslov pludselig blev involveret i både de overordnede og mere politiske spørgsmål om vandressourcer og deres anvendelse, og efterfølgende har fået en ny tilsynsbekendtgørelse, der nu pålægger værkerne nogle mere omfattende analyser, nye grænseværdier og et krav om skriftlig information til alle forbrugere.
Dertil kommer så alle de andre nyheder, der sker inden for teknik, vandbehandling, rør og pumper samt edb og administration, som vandværkernes bestyrelsesmedlemmer selvfølgelig også skal forholde sig til.
For ”gamle vandværksfolk” vil mange af disse nye opgaver sikkert virke som en stor og voldsom opgave i forhold til tidligere, hvor det ” var sjovt at komme op på vandværket om morgenen for at se, hvor meget vand der er pumpet ud i løbet af natten”, som et bestyrelsesmedlem engang udtrykte det efter en tørkeperiode en sommer.
”Så nemt” er det desværre ikke længere, vandværkerne skal derfor til at tænke anderledes og samarbejde om at løse nogle af disse opgaver i et kontaktudvalg. Den opgave er vi godt i gang med at løse i alle kommuner.